I 1924 interviewede Knud Rasmussen åndemaneren Najagneq.
Knud Rasmussens spurgte: "Hvordan synes du menneskene lever?"
Najagneq svarede: " Splittet, fordi de blander alting sammen, svage, fordi de ikke kan gøre en ting ad gangen. En stor jæger må ikke samtidig være en stor kvindeelsker. Dog kan ingen lade være dermed. Dyr er uudgrundelige. Derfor må den, der skal leve af dem, være forsigtig. Men menneskene stiver sig af med amuletter og bliver ensomme i deres umyndighed. Ved en boplads skal der være så mange forskellige amuletter som muligt. Ensartethed splitter kræfterne, lighed gør værdiløs."
Stærke fyndord fra en gammel åndemaner, men for os andre er det meget forståeligt, at menneskene i Arktis har forsøgt at beskytte sig mod de farer der altid lurede og døden der altid var nærværende, og hvis amuletter kunne hjælpe, ja, så måtte det jo forsøges. Så brugen af amuletter var, som i hele det eskimoiske område, også vidt udbredt i Ammassalik.
Hvad kunne bruges Som amuletter kunne stort set alt anvendes, ikke smukke, kostbare eller sjældne ting, men genstande, som bopladsfæller anbefalede som det mest virkningsfulde i den givne situation. Træstykker, fjer, dele af fangstdyr, sten, perler, ja selv snavs nævnes også som en mulig amuletdel,- en uendelig masse ting kunne anvendes.
Amuletter blev båret indsyet i en rem på kroppen (som drengen på billedet til venstre), eller i tøjet. Andre kunne have deres bestemte plads i skindteltet, kajakken eller konebåden.
Alle havde amuletter
Amuletter anvendtes både af mænd, kvinder og børn, for at give et langt liv, god fangst, sikkerhed til havs, mod sygdom eller eftervirkninger heraf, men kunne også bæres af mødrene for at sikre børnene et godt liv med god fangst, at harpunen altid ramte og mange andre ting.
Amuletter blev der passet nøje på og de blev gemt godt, det var noget hemmeligt og meget personligt.
Et udslag af forældrekærlighed nævnes af Knud Rasmussen, der hos Netsilik-folket i Canada mødte en dreng på 7 år med ikke mindre end 80 amuletter indsyet i tøjet. Drengen var i sin leg noget tynget af denne omsorg.
Amulettens egenskab lå i materialet
Som regel er symbolikken ganske direkte i en amulet og dens formodede virkemåde, som når en gammel østgrønlænder beretter: " Man finder en dværgpil, der vokser oprejst, og skærer af den tykkeste del af stammen en dukke, der bindes fast under hætten på en dreng. Thi de pile, der gror oprejst, har en stærkere livskraft end de der kryber hen ad jorden, og en sådan amulet gør ikke blot en dreng hurtigt voksende, men han bliver også så stærk i ryggen, at han kan gå gennem livet uden at være bange for noget.."
Den tryghed og styrke, der ligger i en amulet, kendes jo også i dag, hvor vi nok kalder det noget andet, men mange har en lykkemønt eller en anden lille ting liggende i lommen eller tasken, ligesom de fleste der besøger Ammassalik kommer hjem med en halskæde eller et andet stykke kunsthåndværk i form af et bjørnehoved eller bjørneklo, eller en anden amulet-lignende genstand.
Selv om det i første omgang er en flot souvenir fra Ammassalik giver det måske også noget af bjørnens styrke?