Alt lever! Men det gælder ikke alene den synlige verden. I luften, under jorden, i havet og i afsides egne fjernt fra menneskers boliger holder talløse ånder til, nogle velvillige, de fleste ondskabsfulde og alle mere eller mindre uberegnelige. Den, der ikke forstår at holde sig gode venner med dem, løber fare for at udsætte sig for deres vrede. Men ikke nok med det! Hele tilværelsen er opfyldt og gennemtrængt af en hemmelighedsfuld kraft.
I en uforståelig og farefuld verden, som den ovenfor beskrevne, har det været vanskeligt for et almindeligt menneske at begå sig, men sådan var inuits hverdag og derfor har Shamanen, åndemaneren eller angakkoq, som denne person kaldes i Grønland spillet en væsentlig rolle i menneskenes dagligdag.
Som oftest var det sygdomme eller dårlig fangst, der nødvendiggjorde kontakt og forhandling med åndeverdenen. Havets Moder, månemanden og indvoldsædersken er nogen af de mere kendte og magtfulde åndevæsener og det har krævet stort mod at stå overfor disse mægtige ånder for at bibringe bopladsen lidt medvind i tilværelsen. Angakkoq var den det påhvilede, at foretage farefulde rejser for at formilde disse væsener.
Uddannelsen
En angakkoq-uddannelse var lang, vanskelig og farlig. Uddannelsen bestod både af en praktisk og en teoretisk del og startede som regel allerede i barndommen. Det var nødvendigt med en ældre erfaren angakkoq som læremester. Oftest var det unge mænd, der af egen drift eller gennem udpegelse af forældre eller bopladsfæller eller forældreløs gav sig i kast med uddannelsen.
Søofficeren Gustav Holm, der i 1884 etablerede kontakt til befolkningen på Østkysten, hvor åndemaneruddannelsen var en del af dagligdagen, oplyser at lærlingetiden kunne vare 3-4 år. Andre kilder oplyser at det kunne vare op til 12 år før de fornødne færdigheder var til stede. Under alle omstændigheder tog det lang tid før den nødvendige kunnen var opnået.
Den teoretiske del bestod i at skaffe sig viden om almindelige angakkoq teknikker, om den usynlige verden og kendskab til myter og sagn, genfortalt af erfarne åndemanere.
Den praktiske del var den vanskeligste og farligste, den måtte af hensyn til de øvrige bopladsfæller foregå i hemmelighed. Et af formålene med denne del af uddannelsen var nemlig at samle sig så mange hjælpeånder som muligt.
Genfødsel
Et væsentligt element i den praktiske del var oplevelsen af død/genfødsel. Det foregik som regel ved, at lærlingen opsøgte et ensomt sted og fandt sig en gnidesten,- en glat sten som han gned monotont rundt på en flad klippe indtil trance eller bevidstløshed indtraf.
Under denne tilstand oplever lærlingen at et stort væsen, som regel en kæmpe troldbjørn, kommer og fortærer ham. Senere vågner han op -genfødes- og oplever sig selv på flugt. Han er nu blevet en anden person med kraft til at kontakte sine hjælpeånder.
De specielle åndemanersten findes stadig rundt om i den grønlandske natur, på ensomme og vanskeligt tilgængelige steder. De er oftest med en let hulning og glatte som silke efter generationers brug.
Hjælpeånder Det gjaldt som sagt om at skaffe sig et så stort arsenal som muligt af disse hjælpeånder – toornat - , samt yderligere, en -toornaarsuk- den mere personlige hjælpeånd. Denne ses ofte afbildet på f.eks. harpunens kastetræ, hvor det lille væsen med to ”arme” og en sælbagkrop forklares som en toornaarsuk-figur.
Trommen
For at komme i kontakt med toornat - hjælpeånderne var trommen det vigtigste redskab, under seancen benyttedes også trylleord og -sange.
Amuletter kunne anvendes af alle, men blev særlig anvendt af angakkoq da han i sin omgang med åndevæsener havde brug for ekstra styrke og beskyttelse.
Når det ansås at uddannelsen var afsluttet, forestod en indvielsesseance med bopladsen som vidner og først når dette var overstået og anerkendt, var en ny angakkoq blevet til.
