Når isen lægger sig over fjordene i Ammassalik fra midten af december, starter isfiskeriet. Først i umiddelbar nærhed af byen og bygderne, men efterhånden som sneen gør dale og fjeldpas farbare for hundeslæder bliver der også fisket ivrigt i fjordene længere væk.
I fjorden på Ammassalik Ø’s østlige side, nær den forladte bygd Qernertivartivit, findes et godt fiskeområde for hellefisk, rødfisk, havkat og haj, som hvert år tiltrækker mange lokale fangere. Fjorden er et fangst og fiskeri område, og snescootere er ikke tilladt her. Bedste måneder for isfiskeri er marts og april.
Det er nu muligt at booke lange endags ture eller flerdages ture med telt til området her
Turbeskrivelse
Med udgangspunkt i Tasiilaq er turen ca. 30 km, tager omkring 4 timer på hundeslæde, og er en stor oplevelse i sig selv.
Fra den frosne fjord ved Tasiilaq køres 18 km. nordpå til ca. midt på øen, hvor der drejes mod øst hvorefter et fjeldpas krydses. Over ca. 2 kilometer arbejder man sig langsomt op til fjeldpasset der ligger i 400 meters (1.300 feet) højde. Turen er på ingen måde farlig, og kan klares af de fleste med en almindelig god grundform.
På toppen inden nedkørslen over gletsjeren har man en helt fantastisk udsigt over fiskeområdet og mod Kulusuk øerne. Et godt sted at stoppe op og få taget nogle gode billeder.
Gletsjeren der køre over er ikke aktiv, og der er derfor ingen grund til at frygt revner og sprækker. Sæt dig godt tilrette på slæden og forbered dig på en flot tur ned til fjorden. Når fjorden er nået er der endnu en halv times kørsel før fiskepladsen nås.
Endagstur: Afgang fra Tasiilaq kl. 6.00 Hjemkomst ca. kl. 18.00. Pris 2.000 DKK inklusiv forplejning. Ved to personer: 2.800 DKK
Todagstur: Afgang fra Tasiilaq kl. 9.00. Hjemkomst dagen efter kl. 18.00. Pris: 3.000 DKK Ved to personer: 4.000 DKK. Overnatning i telt.