”Kajakken er det ypperste enkeltmandsfartøj, der findes,”
skrev den norske polarforsker Fridtjof Nansen efter sin overvintring i Grønland i 1888-89.
Kajak, Ammassalik 1915. Kajakken bruges stadig til narhvaljagt - i dag er materialet glasfiber
Sammen med konebåden og hundeslæden har kajakken været et væsentligt fartøj for inuits udbredelse og overlevelse fra Sibirien til Grønlands Østkyst.
Den østgrønlandske kajak er det fuldendte fartøj til jagt på havets store dyr, udviklet efter generationers erfaring og tilpasset de fangstområder som grønlænderne beherskede. Den er et vidnesbyrd om en utrolig tilpasningsevne i et arktisk miljø.
Den østgrønlandske kajak adskiller sig på flere måder fra Vestgrønlandske kajakker, bland andet er den gennemgående længere og bredere, tilpasset jagten på det åbne hav.
I det hele taget er det sådan, at kajakkens form varierer i Grønland, afhængig af vind, vejr og vandforhold på det sted hvor den bruges. Men grundkonstruktionen er den samme. Kajakken bygges efter brugerens mål for at opnå den perfekte tilpasning og balance, det er således ikke hensigtsmæssigt at låne en anden fangers kajak.
En veludrustet kajak indbefattede et større antal våben eller fangstredskaber, designet til fangst af de byttedyr, der var almindelige i området.
Kajakkens succes som havgående fangstfartøj skyldes ikke alene dens udvikling som fartøj, men også udviklingen af beklædning der passer til.
Mange forbinder den grønlandske kajak med dygtige kajakroere, der kan foretage vanskelige rulninger for at komme på højkant igen efter kæntring. For at klare denne imponerende øvelse kræves en beklædning, der gør kajakmanden til ét med fartøjet. Kajak-anorakken, med vandtætte syninger, surres tæt omkring hullet i kajakken og snøres tæt om håndled og omkring hovedet. Fangeren og fartøjet udgør nu et hele, og kan vende rundt i vandet uden at der trænger en dråbe ind.
Her som i det øvrige liv i det traditionelle Grønland var fangeren og dermed familiens velbefindende og overlevelse helt afhængig af, at fangerkonen var en dygtig syerske, der beherskede kunsten at behandle skindene og sy dem til varme funktionelle klæder, der beskyttede under de ekstreme vejr- og klimaforhold, hvor livet skulle opretholdes. En dygtig fanger havde sommetider to koner, fordi der var mange skind der skulle behandles.
I dag bruges kajakken kun i begrænset omfang til jagt, især i forbindelse med jagt på narhvaler, der er sky dyr, der helst skal harpuneres for ikke at synke, - inden de dræbes med riffelskud. Konstruktionen er den samme som den traditionelle kajak selvom materialet nu er bemalet lærred eller glasfiber. Og selv i glasfiberen indstøbes holdere til fangstblære og harpun. (Det har jeg nogen fotos af hvis det har interesse).
Kajakken har opnået en renæssance som sportskajak. I mange byer holdes hvert år konkurrencer i kajaksejlads, så viden og kunnen på denne måde holdes i hævd. Det er samme type som den oprindelige fangstkajak.
Kajakken nåede sit udviklingsmæssige højdepunkt i Grønland, og selve ordet kajak er sammen med ordet anorak begge blevet internationalt anvendte betegnelser for henholdsvis fartøjet og beklædningsdelen.
.jpg)
