Tekst: Anders Stenbakken
Destination East Greeland
Ammassalik er et slædedistrikt, og uanset hvilken årstid du besøger området, vil du opleve hundes tilstedeværelse overalt.
Hundene har i flere tusinde år spillet en afgørende rolle for Inuit – og er stadig et vigtigt brugsdyr i Ammassalik, men ikke kun til fangstbrug. I foråret supplerer mange fangere indtægten ved at arbejde som slædekuske for hoteller og tur operatører i distriktet. Slædekørsel er en populær aktivitet for mange turister, og er da også en af de bedste måder at opleve det storslåede landskab på. (se også artiklen om slædekørsel af Jacques Marais)
Den grønlandske slædehund er et meget tålmodigt dyr og ikke aggressiv overfor mennesker. Du kan altid klappe de fritgående hvalpe i Ammassalik. Har en hund imidlertid små hvalpe eller ser syg ud, vil vi råde dig til at holde lidt afstand. Lad i øvrigt være med at håndfordre hundene, da de givetvis ikke vil skelne mellem din hånd og hvad du holder i den.
Oprindelse
Man kan følge den Grønlandske slædehunds rødder 4.000 år tilbage, måske mere. Sammen med Inuit har racen overlevet de til tider meget barske forhold i Arktisk.
Hunden kommer oprindelig fra Asien, sandsynligvis fra den region hvor Mongoliet ligger i dag. Inuit, fulgt af deres hunde, krydsede Bering Strædet i kontinuerlige folkevandringer mellem 900 – 1100 e.kr., de spredte sig ud mod syd og øst indtil de nåede Grønland og ikke kunne kommer længere – da kulturen ikke havde både, der var egnet til at krydse Atlanterhavet. Den grønlandske slædehund opfattes som en af de mest isolerede og reneste hunderacer i verden. Det er ikke tilladt at indføre andre hunderacer til hundedistrikterne i Grønland for netop at undgå en opblanding.
Fysik
En voksen stor han vejer 40-43kg og en hun 30-35kg. Højde: En han måler 70 cm fra jorden til op over ryggen, en hun måler 60cm. Hunnen er i stand til at få to kuld om året, typisk 4 – 8 hvalpe. Drægtighedsperiode: 61 dage. Hvalpene vokser hurtigt og er næsten fuldvoksne, når de bliver et år.
Slædehunden har et bredt, kileformet, velproportioneret hoved. Pelsen findes i en række varianter: Hvid, sort, brun/rød, grå og en helt masse ind i mellem. De har typisk en busket hale, som folder sig i en bue hen over ryggen og ned på den ene side. Ofte er spidsen hvid, selv om nogle har en sort spids, en reminiscens fra dens forfader ulven. Ørerne er forholdsvis små, oprejste og afrundede. Læberne er brune eller sorte, og buer nedad i bagudgående retning. Øjnene er mandelformet, små og skrånende. De er typisk mørkebrune – ravfarvede, enkelte har helt lyse blå øjne. Nakken er lige og muskuløs. Skulder og bryst er brede. Hunden står lige på benene, der er specielt lange. Poterne er store og næsten runde med tykke trædepuder og kraftig behåring mellem trædepuderne. En veludviklet lænd stærke tætte muskler danner bagkroppen. Rygraden er fremtrædende og kan nemt føles gennem den tykke pels, selv på velfodrede hunde.
Slædehunden er en sand arktisk race med et tæt slægtskab til ulven. Hundens hyl praktiseres gerne og ofte. Starter en enkelt hund, følger resten af flokken hurtigt med.
Temperament
Grundlæggende er den grønlandske slædehund en arbejdsmand. Han er ikke en vædeløber eller en skødehund. Han er utrolig hårdfør og en simpel hund med simple interesser: Mad, arbejde, sex, søvn, slagsmål og mad. Hundens styrke og udholdenhed sætter den i sand til at trække 1½ gang sin egen vægt over store distancer. Slædehunden har en meget udviklet flokmentalitet, og respekterer sin plads i hierarkiet med mindre, der åbner sig en mulighed for avancement. Han er meget venlig og et glimrende selskab, men ikke overvældende loyal. Hvis du kigger ind i en knytnæve og har udsigt til en alvorlig omgang tæsk, skal du ikke forvente nogen hjælp fra din bedste ven – lige gyldig hvad. Du fodrer ham og han arbejde for dig. Strictly business – nothing personal.
Mad
Slædehunden har fuldstændigt tilpasset sig det arktiske miljø, og er så vidt vi ved den eneste hund, der er i stand til at overleve på sne og frossent mad.
Menukort: Alt, men når deres ejer skal bestemme består føden af sælkød, al slags fisk, hundepiller og rester fra familiemiddagen.
Hunde i Ammassalik.
Når en hvalp bliver 6 måneder skal den ifølge hjemmestyrets hunderegulativ lænkes. I Tasiilaq holdes de fleste hundespand i specielt beregnede hundeområder i udkanten af byen, men du vil også møde hundespand, der er lænket inde i selve byen.
Om vinteren har hunden en tyk ren og smuk pels. Om sommeren derimod, hvor hunden fælder i store totter til en tyndere sommerpels, ser de noget forhutlede ud.
Det er vigtigt at understrege følgende: Slædehunden er et brugsdyr og bliver behandlet som sådan af dens ejer. Dette betyder at de sover ude hele året, der bliver ikke gået tur med dem mens de er lænkede om sommeren, og når de bliver for gamle til at arbejde, normalt omkring 8 – 9 års alderen, bliver de skudt. Det kan virke hårdt, og er det sikkert også, men det er vilkårene, ikke misrøgt. Fangeren har en indlysende interesse i sine hundes velbefindende, og han er afhængig af deres evne til at trække slæden. Svage hunde arbejder dårligt. Misrøgt forekommer, men dette har myndighedernes bevågenhed i Grønland. En person der misrøgter sine hunde kan risikere at få hundene konfiskeret, han mister også anseelse blandt de andre fangere.
