En introduktion
Østgrønlændernes særegenhed er klart reflekteret i regionens sprog og kultur. Det østgrønlandske sprog er markant anderledes end det vestgrønlandske, både i stavemåde og udtalelse, og traditionelle normer og værdier har stadig på en række punkter en fast forankring i østgrønlænderne.
Stærke kulturelle rødder Over en periode på kun 110 år har de østgrønlandske Inuit oplevet enorme omvæltninger fra et liv i total isolation til at i dag at være en del af resten af verden. Som hos andre kulturer har Satellit-tv, Internet, fastfood og mode trends en synlig indflydelse på livet specielt i Tasiilaq. Vil dette ikke betyde enden på den særlige østgrønlandske kultur ? Det mener vi ikke. De kulturelle rødder er dybe og stærke i Østgrønland. Få steder, hvis nogen, har mennesket udholdt en barskere tilværelse, en til tider fjendtlig natur og en indædt kamp for blot at overleve.
Ammassaliks natur, og befolkningens isolation formede en højt specialiseret fangerkulturer med sine markante særpræg. Meget har naturligvis forandret sig, og mange moderne bekvemmeligheder og hjælpemidler har fundet vej til Ammassalik. Til trods herfor har naturen stadig en afgørende indflydelse på dagliglivet i området. Viden om og brug af traditionelle fangstmetoder er stadig afgørende for en fangerfamilies indtjeningsmuligheder. En fanger kan have alt moderne udstyr til rådighed, men hvis han ikke kan aflæse naturen vil han alligevel komme tomhændet hjem fra fangst.
Jagt og fiskeri
Hovedbeskæftigelsen i bygderne er jagt og fiskeri. Den form for industrialiseret fiskeri som man finder i Vestgrønland, er endnu ikke etableret her. De gamle regler for fangstpart efterleves - som det eneste sted i Grønland - stadigt i Ammassalik. F.eks. gives isbjørnens skind og kranie til den person som først ser bjørnen, uanset dennes alder eller køn. Den der løsner første skud mod bjørnen modtager nogle ribben, ryggen og det ene bagben. Den der, når bjørnen er dræbt, først røre dyret modtager ligeledes fangstpart.
I Ammassalik er byttedyrene sæler, våge- og narhvaler, ryper, havfugle og isbjørn. Der skydes kun meget sjældent hvalrosser i området.
Af fisk fanges: Torsk, hellefisk, ørreder, laks, rødfisk, havkat og ulk. En særlig status har lodden, der lokalt kaldes Ammassat, og som har givet navn til området. I forsommeren ankommer ammasætterne i enorme mængder til fjordene omkring Ammassalik Ø for at gyde. Dette er starten på det årlige fiskeeventyr, der vel bedst kan sammenlignes med sildefiskeriet i Øresund i middelalderen. Ammassætterne svømmer i millionvis helt ind på lavt vand for at gyde, hvor lokale står i både eller på land og nærmest skovler Ammassaten op i store net.
Den østgrønlandske livsstil
Ikke alle er fuldtidsjægere, faktisk langt fra. Jagt og fiskeri er imidlertid en livsstil og hovedparten af familierne ejer en stor eller mindre båd. Om sommeren er weekenderne og ferierne afsat til kortere og længere ture til gode fiske og jagtområder. Disse weekender og sommerlejre kan betragtes som en grundpille i østgrønlændernes kultur og selvforståelse, og repræsenter bindeledet til den traditionelle livsstil. Det er naturligvis vigtigt at få en god fangst, men måske endnu vigtigere er det, at komme ud og være sammen med familie og venner.
Test din viden på østgrønlandsk kultur og historie her.