Når kulden bider og snestormene raser , skal der et godt værn mod naturens elementer, hvis man skal opretholde livet på de grønlandske breddegrader.
Østgrønlændernes traditionelle vinterbolig er bygget med tykke mure af sten og tørv.
Huset kunne have en anseelig størrelse med en 10-15 meter i længden og 4-5 meter i bredden, afhængig af hvor mange mennesker det skulle kunne rumme. Væggene var bygget af sten og græstørv skiftevis, i midten rejstes støtter af drivtømmer hvorpå tagspærrene blev lagt. Disse blev så igen dækket af grene og flækkede stykker drivtømmer hvor på der blev lagt store stykker græstørv med græsset nedad. Til sidst blev det hele dækket med et gammelt konebådsbetræk eller teltskind. Og snart dækkede sneen det hele!
Indgangen var en lang, smal nedsænket gang på en 6-8 meter. Den lavere placering end husrummet medvirkede til at holde kulden ude af huset. Huset var som regel forsynet med 3 små vinduer, et i hver side og et mindre over husgangen. Disse var fremstillet af opskårne og sammensyede sæltarme, som man naturligvis ikke kan se igennem, men en del lys har de alligevel ladet slippe ind. Over indgangen var også et røghul, der kunne åbnes og lukkes efter behov. Gulvbelægningen var flade, tynde sten og på væggene var der sælskind.
Mange grupper
Gustav Holm omtaler, i sin bog Konebådsekspeditionen til Østgrønland, et hus af den nævnte størrelse, hvor i der boede 38 personer, fordelt på 8 grupper, varierende fra 1 til 10 personer. Så kan man jo regne på hvor mange kvadratmeter der giver til hver. Ikke så sært man så frem til sommerens frie teltliv i mindre grupper.
Huset bestod af et stort rum med en lang gennemgående sovebriks ved bagkanten af huset, opdelt til de forskellige grupper ved nedhængende sælskind. Således kunne, iflg. Gustav Holm, en brikseplads på 1½ meter rumme en hel familie bestående af en mand, to koner og seks børn.
På vinduesbriksene sov de unge ugifte mænd eller de fåtallige gæster der kom forbi i løbet af vinteren.
Hver familie havde, placeret udfor sovebriksen, en spæklampe stående. Den fungerede som belysning, komfur og opvarmning. Der har sikkert været en god temperatur i vinterhuset med det store antal mennesker og en række tændte fedtstenslamper.
Ved siden af lampen var vandspanden placeret. Under briksene var der skind, redskaber og forråd samt spækkar, kødbakker og urinbaljen.
Under vinterens storme var man ofte henvist til at være inde i mange dage i træk og tiden blev anvendt til reparation/fremstilling af tøj og redskaber og fortællinger af sagn og erindringer fra sommerens fangstture og besøgsrejser.
Et nomade liv
Hen mod slutningen af marts og begyndelsen af april var det så tid at flytte i sommertelt igen. Taget blev fjernet på vinterhuset så vind og vejr kunne foretage udluftning og forårsrengøringen. Når efteråret så igen nærmede sig besluttede man hvilke familiegrupper man så skulle tilbringe vinteren med. Man flyttede ikke nødvendigvis ind i det samme hus, byggede måske et nyt sted eller flyttede simpelthen bare ind et andet sted.
Når man færdes i naturen ser man ofte resterne af disse huse, altid tæt ved havet, en særlig grøn plet og når man kommer nærmere ses resterne af de tykke mure.
Tørvehusbyggeriet fortsatte langt op i sidste århundrede, men nu i en mere tidssvarende version med trægulv og –vægge samt komfur og måske flere rum.
