Trommesang mod en vred ægtemand
Min fjende kalder min en kannibal
han siger jeg nære mig ved menneskekød
mine venner, dette er ikke sandt
min fjende kalder mig en tyv
han siger jeg har stjålet hans kone
mine venner dette er ikke sandt
og det var ikke en uret hvis det var sandt
for jeg er en bedre sanger
og han havde ikke sangene til at fastholde hende
først ny synger han til hende
som græder alene i teltet
mine venner hun er min kone nu - ukendt
Trommen Kendt og anvendt over hele det arktiske område. En tradition tilpasset inuits kultur og nomadiske levevilkår. Trommesangen i dens forskellige sammenhænge havde stor betydning for samfundslivet blandt inuit, hvis uskrevne historie er sangen, fortællingen, myten. I de lange vinteraftener er fortællingerne og sangene bragt videre fra generation til generation og trommen har været det vigtige instrument for mange af beretningerne.
Udseende
Trommens udseende i det store arktiske område varierer stort set kun i størrelsen, nemlig fra ca. 1 meter i diameter i det vestlige Canada og Alaska til den lille tromme anvendt af Polareskimoerne i Thuleområdet.
Næsten samme udseende overalt: En oval eller cirkulær ring med at stykke skind på den ene flade, som en tamburin, men med et lille håndtag, der ofte kunne være dekoreret med et lille udskåret ansigt. Tilgængeligheden af træ har sædvanligvis dikteret størrelsen af trommen. Polareskimoernes tromme var ofte fremstillet af sammensatte benstykker eller rensdyrhorn.
Om trommeskindet siges det, at det helst skulle være skind fra bjørne- eller hvalrosmave , men i mangel af dette har også andre dyr leveret skind til trommen. I nyere tid er anvendt de fleste materialer, der kan spændes stramt op, ja selv gummi fra blandt andet vejrballoner er set anvendt som trommeskind, en noget prosaisk erstatning for bjørnemave!
Trommestikken Sidste del af trommeudstyret er trommestikken, der i Østgrønland anvendes ved at man slår på kanten af trommen,- på træringen. Det er en træstok, en anelse længere end trommens diameter, trommestikken kunne også være dekoreret med en enkelt udskæring. Det siges blandt andet, at den skulle være knastfri, for man antog at knasterne var spirituelle kraftpunkter der stammede fra forfædrene. I en sangkamp blev det derfor betragtet som "unfair" hvis man anvendte en trommestik med knaster. Trommestikken var personlig, en tromme kunne man sommetider låne, hvis det var mest praktisk.
Dansen
Trommesange/trommedans var en foreteelse, der fandt sted både sommer og vinter og blev udført både af mænd og kvinder. Sangene kan deles op i mange grupper med hver sin sociale funktion, en udtømmende omtale af dette utroligt spændende emne vil være for alt for omfattende her, men nogen af de mere markante skal nævnes.
Trommedans som retspleje - sangduellen - hvor tvistigheder blev løst, fandt som regel sted på sommerstævner, hvor mange var forsamlede. Udfordringen var vel planlagt og sangene indøvede gennem vinteren. "Vinderen" af sådan en sangduel var den, der var bedst til at "synge den anden på" , det vil sige den, der havde publikums latter og applaus på sin side. Taberen kunne dog genvinde sine rettigheder eller andet ved en ny sangduel på et andet tidspunkt.
Kommunikation med ånderne
Åndemanerens brug af trommen til trylleformularer og kommunikation med ånderne var den del af trommeceremonierne, der straks faldt missionærerne for brystet, og dermed blev forbudt.
Nu var det ikke alvor og kommunikation med ånderne det hele, trommesange omfattede også ren underholdning, fortællinger fra fortiden og sange for børn, det første af altings fest-sange!
Trommedans idag
Heldigvis var det sådan, at i Østgrønland, der sent blev udsat for mødet med missionærene, var trommen og hele dens væsen en overordentlig stor forlystelse for befolkningen. Og det er lykkedes herfra at bevare mange trommesange. Selv her i tiden omkring årtusindeskiftet er trommesange, der nu som regel udøves til glæde for turister og for underholdningens skyld, alligevel noget der befattes med alvor. Helt glemt er fordums tider ikke i Østgrønland. Der findes stadig sange der ikke synges for hvem som helst, hvorsomhelst og når som helst. Selvom klangbunden kan være resten af en vejrballon er en del af kulturskatten endnu ikke helt fremme på overflade, heldigvis er der stadig lidt spænding og mystik tilbage.
At trommens betydning rækker helt ind i vore dage kan også ses i dagligdagen. I de fleste grønlandske retslokaler hænger en tromme - symbolet på tvistigheders løsning. Landbiblioteket i Grønland har ligeledes en trommedanser i logo'et - fortællingerne og mytens kraft bragt videre. Og endelig navnet og symbolikken omkring grønlands kulturhus KATUAQ, relaterer til trommen og ikke mindst trommestikken, - lad os håbe det er en af dem med mange knaster!
- Uden titel - O livgivende sommervarme
som en kvindes varme krop
O funklende dag
hverken skyer eller vind
og i de blå bjerge
en flok rensdyr
græssende
O hvor det bevæger mig
mirakuløst
Jeg ligger hulkende på jorden - ukendt -
