Kajakken og kvindebåde

Kajakken og kvindebåden

Kajakken

Sammen med kvindebåden (umiaq) og hundeslæden var kajakken et vigtigt håndværk til overlevelse og distribution af inuiterne fra Sibirien til østgrønlands kyst. Den østgrønlandske kajak er et perfekt fartøj til jagt på havets store pattedyr. Udviklet ud fra generationserfaringer og tilpasset jagtområderne i den grønlandske inuit. Det er et vidnesbyrd om en utrolig tilpasningsevne til et arktisk miljø. Den østgrønlandske kajak adskiller sig fra de vestgrønlandske kajakker; det er normalt længere og bredere, tilpasset til jagt på det åbne hav.

I alt varierer formen på kajakken i Grønland afhængigt af de gældende vind-, vand- og vejrforhold på det påtænkte brugssted. Men det grundlæggende princip er det samme; kajakken bygges efter måling af brugeren for at opnå den perfekte balance og montering. Derfor er det ikke en god ide at låne en anden persons kajak. En veludstyret kajak inkluderer et stort antal våben eller jagtredskaber designet til fangst af byttet mest almindeligt i området.

Kajakernes succeser som et sejlende fartøj skyldtes ikke kun konstruktionen som sådan, men også udviklingen af ​​passende tøj. Mange relaterer den grønlandske kajak til dygtige kajakere, der kan udføre den svære “eskimorulle” for at stige igen efter at være blevet kapret. For at udføre denne betagende øvelse er der behov for tøj, der gør kajakeren til en del af fartøjet. Kajak-anorakken med vandtætte sømme surres rundt om hullet i kajakken og snøres tæt rundt om hovedet og håndledene.

Jægeren og fartøjet er nu en hel og i stand til at gøre rullen uden en dråbe vand, der trænger ind i tøjet. I dette tilfælde, som i alle andre aspekter af livet i det traditionelle Grønland, afhænger jægerens og hele familiens velbefindende af evnen til jægerens kone som en dygtig syerske, der behersker kunsten at behandle skindene og gøre dem i varmt funktionelt tøj, der beskytter familien under det ekstreme vejr og de klimatiske forhold, hvor livet skulle opretholdes. En god jæger kunne have 2 koner, fordi der var så mange skind at tage sig af. I dag har kajakken kun begrænset brug til jagtformål, men bruges i forbindelse med jagt på narwhales, et genert dyr, der skal harpuneres for ikke at synke, før rifflen bruges.

Konstruktionen er den samme som den traditionelle kajak, skønt materialet er ændret fra sælskind til malet linned eller glasfiber. Imidlertid er der i glasfiber støbt kroge til fastgørelse af harpun og jagtblære. Kajakken har fået en renæssance som sportskajak. Mange byer har hvert år konkurrencer i kajaksejlads for at bevare kajakjægerens viden og evne. Det er den samme type kajak som den originale.

Umiaq – kvindebåden

Distributionen af inuiterne fra afsidesliggende regioner i Sibirien til Østgrønland ville have været tænkelig uden umiaq - båden blev brugt både som familiebåd og til lange rejser. Det er kendt i hele regionen, og ordet for båden ligner overalt i Inuit-regionen. Formen og formålet varierer imidlertid fra de små umiaqs i Alaska, der bruges til at jage større hvaler til de bredere, mere rummelige transportbåde, der bruges i Ammassalik.

Kvinderne roede båden

Det kaldes kvindebåde, da det var kvinderne, der rodede båden, mens mændene sejlede langs i deres kajakker. Indlæst som med husholdningsredskaber, børn og måske hunde, sommertelt osv. Bar det hele familiens verdslige ejendele. Der er normalt fire kvindelige roere og til en vis grad blev et sejl brugt til fremdriften.

En transportbåd

Umiaq blev brugt til sommertransport, og det var uundværligt for Ammassalik. I dette store, omfattende kvarter med dybe fjorder og utallige øer var det nødvendigt som nu med transport, der kunne bringe hele familien over lange afstande. Folk mødtes på jagter eller på de store sommersamlinger. Familiebesøg og sommersamlinger, hvor du mødte nye mennesker, udvekslede nyheder og indgik aftaler for det kommende år, hvor begivenheder, der så frem til, efter vinterens lange isolering. Familierne sejlede sammen for at samle forsyninger. Den store forårssælvandring på de ydre øer, hvor kød blev tørret, fiskeri efter lodde (Ammassat) og senere arktisk røje var alle en del af årets rytme.

Bådene vendte hjem tungt lastet med forsyninger til den lange vinter, inden begyndelsen af ​​efterårets farlige, tynde is. Ikke desto mindre var en tåre eller et hul i bådens hud ikke nødvendigvis dødbringende. Et stykke spæk blev skubbet ind i hullet, og da båden kom i land, kunne den let repareres med nålen og sinetråden, der altid blev stuvet øverst på bagagen. Selvom kvindernes båd i Ammassalik først og fremmest var et lasteskib, der var i stand til at transportere mange kilo, var det en meget let konstruktion, der kunne transporteres over land eller op på isstrømme, hvis isen pludselig blokerede vejen.

Ly for naturen

Det blev brugt til nattelokale under den mange dags rejse til sommerpladserne. Det blev ført i land og vendt på hovedet. Understøttet af en lille pind på den ene side gav den hurtigt god ly til natten. Det samme gjaldt naturligt, hvis vejret blev dårligt - storm eller regn - på vej. Det var sandsynligvis et smukt syn i sommernatten, næsten som kinesiske lanterner på stranden, med lys skinnende gennem huden på umiaq og bådens ribben som et mørkt, regelmæssigt mønster mod den gyldne hud.

Den ældste kendte umiaq

Den ældste kendte umiaq i Grønland og den ældste i verden er den 500 år gamle umiaq, der blev fundet i slutningen af 1940'erne i det nordligste Østgrønland i Pearyland af polfarer Eigil Knuth. Båden er også den længste nogensinde, der findes i Grønland, med en længde på 11 meter, den er smallere end de umiaqs, der normalt blev brugt i Grønland og ligner mere dem, der blev brugt i Alaska til hvalfangst. Om det havde taget rejsen fra Alaska til Østgrønland vides naturligvis ikke, men det er meget muligt. En kopi af den gamle båd blev foretaget på Vikingeskibsmuseet i Roskilde (Danmark) i 1980. Ældre grønlændere fra Nanortalik-regionen i Sydgrønland kom til Roskilde for at bygge båden. Umiaq blev brugt op til 40 år siden i Ammassalik, men er nu blevet erstattet af både med motorer, så det bliver stadig sværere at finde mennesker med evnerne til at bygge umiaqs. Kopien i Roskilde kan godt være den sidste umiaq, der nogensinde er blevet bygget.

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok